Fra 3. juli 2021 må man ikke længere importere eller producere sugerør af plastik, om den stammer fra olie eller planter i hele EU. Faktisk er det nye forbud så striks, at det også gælder ellers bæredygtige sugerør som fint kunne nedbrydes i et industrielt anlæg. Det betyder at sugerør som vi kender dem, snart kun vil findes i form af papir, bambus, metal, glas og andre typer materialer som altså ikke minder om plastik. Hele formålet er naturligvis at undgå mere plastik i naturen, og isoleret set giver det også mening. Men er det nu bedre for miljøet at sugerør er lavet af f.eks. papir? Ikke ud fra et CO2 perspektiv!
Hvis en forhandler stadig har sugerør af plastik, så skal det i forhold til EU-direktivet være fra en produktion eller indkøb før den 3. juli 2021. Så man kan nok godt finde nogle af de klassiske sugerør lidt tid endnu – men i løbet af 2022 vil det helt sikkert være slut.
Det mest oplagte er derfor at anvende sugerør der kan bruges flere gange, så vi undgår alt for meget papir bruges til sugerør – og bagefter ikke kan genanvendes som papir. Derfor giver det god mening at anskaffe sig sugerør af metal og bambus, da begge kan anvendes mange gange – ja selv bambussugerør kan vaskes og bruges mange gange. Fordelen ved disse bæredygtige sugerør er også, at de har en god performance – de er gode sugerør. Papirsugerør har det nemlig med at bukke sammen inden man er færdig med at bruge dem – især små børn har det med at tygge på sugerøret og dermed går det lynhurtigt i stykker. Det undgår man selv sagt hvis materialet er stærkere end papir.
I USA er der lige nu forsøg med sugerør lavet af tang, som således kunne opløses sikkert i havet. Men det vil faktisk også blive ramt af EUs forbud mod engangsemballage, da det er undergået en kemisk behandling – og det er denne definition som har betydning. Så EU’s forbud giver god mening – men så alligevel ikke helt. Måske lidt klassisk når snakken går på EU…
Skal man være mest mulig miljøvenlig, ja så er det åbenlyse valg jo helt at undlade sugerør! Det kan de fleste sagtens gøre, selvom sugerør er et vigtig redskab på hospitaler mv, så vil langt de fleste sagtens nyde deres drink uden dem. Står man selv bag baren, kan man også lade det være op til kunden om der skal et sugerør eller ej i glasset – ved simpelthen at have sugerør stående som tag-selv-service i stedet for per automatik sætte et sugerør i glasset. Problemet i restaurationsbranchen er nok blot den, at sugerør hører sig til og en del af oplevelsen – og derfor bliver det nok svært at ændre denne indgroede vane.